Læsevaner #5: Steder og tidspunkter

mandag den 22. juli 2013

Her svarer jeg på diverse spørgsmål omkring læsevaner. Nogle spørgsmål er fundet rundt omkring på nettet, andre stiller jeg selv. 

Hvad er dit favoritsted at læse?
Den er svær. Som regel sidder jeg bare i sofaen. Ofte læser jeg om aftenen inden jeg lægger mig til at sove og der er sengen det bedste sted. Hvis vejret er godt, så kan jeg godt li at sidde udenfor på terrassen - dog med parasollen slået op hvis solen skinner og det er meget varmt. At læse i skyggen er rart.

Kan du læse i bussen? I bil? På fly? I tog?
Jeg kan læse mange steder, men bus og bil har jeg det efterhånden ikke så godt med. Da jeg var yngre kunne jeg sagtens læse i bilen og når ferien om sommeren gik sydpå i bil, kunne jeg let bruge hele turen på at læse de første par bøger. Det kan jeg desværre ikke mere. Det går okay i tog. Fly tror jeg også er fint nok, men det er meget lang tid siden at jeg har siddet i et fly og læst. De sidste par gange var i selskab hvor det ikke lige var oplagt at læse.

Hvilken bog har du haft med flest steder?
Det ved jeg simpelt hen ikke. Jeg render som regel ikke rundt med mine bøger til hverdag, så de kommer ikke ret mange steder hen. Der er altid nogle med på ferie, men det er som regel kun en enkelt gang - for så er de jo læst. Hvis jeg i stedet tænker på den bog jeg har lånt mest ud og dermed har været vidt omkring så må det være Skammerens Datter af Lene Kaaberbøl og resten af serien. Det seneste år har de boet på Sjælland og været lånt ud til diverse medlemmer af familien derovre. Da vi sidste efterår skulle se teaterstykket på Østre Gadværk ville de andre også lige læse bogen og da de havde læst den første blev de jo også nød til at læse de andre. Jeg håber dog snart at de finder vej tilbage til mig, da jeg gerne vil genlæse de tre sidste inden jeg skal se Skammerens Datter 2 på Østre Gasværk til december.

Hvad er dit foretrukne tidspunkt at læse? 
I hverdagen bliver det mest om aftenen lige inden jeg skal i seng. Ellers så alle tidspunkter hvor jeg har fri.

Hvor længe ad gangen læser du?
Det er meget forskelligt. Nogle gange er det 10 min, andre gange flere timer. Det afhænger af tidspunktet, bogen og et hav af andre ting.

Hvad læste du sidst, da du læste til langt ud på natten fordi bogen var SÅ god?
The Final Empire af Brandon Sandorson - den første bog i Mistborn trilogien. Tror jeg læste til kl. 3 om natten fordi det var umuligt at lægge den til side og bare lægge mig til at sove.

Hvad forhindrer dig i at læse?
En dårlig bog eller når nogen bliver ved med at snakke til mig når jeg læser. 


Ingen kommentarer :

Send en kommentar