Marokko - Del 3

Dag 11, (skrevet dag 12, kl. 15:06)

Turen fra Infi søen til Toubkal Basecamp

Vi stod op kl. 5:15, spiste morgenmad kl. 6 og startede dagens lidt hårde vandring kl. 6:30. Vi startede med en hård opstigning på 4½-5 timer. Der var mange sten på stien og vi skulle krydse vandløbet der løb ned gennem kløften et par gange eller ti. Den dag mødte vi mange andre vandrere og mulddyr. Det kan godt mærkes at vi er kommet tæt på Toubkal Basecamp og at stien her er en af de meget benyttede ruter mellem Ifni-søen og Toubkal. Passet, Tizi n’Ouanoums, som vi skulle krydse er det højeste pas på turen, ca. 3600 m, og stigningen fra starten af dagen er på 1100-1200 højdemeter. Alle kom godt og helt op, selvom Merete, der havde været dårlig i går, stadig var lidt små sløj. Lige inden vi nåede passet kunne vi se tilbage ud over dalen og i det fjerne sås Ifni-søen der så meget lille ud helt er oppe fra. Vejret var lidt mærkeligt og ikke helt til at finde ud af. Det skiftede hele tiden mellem sol, regn og blæst og det var svært at vurdere om regntøjet skulle på eller ej. I passet blev der taget et gruppebillede inden vi begyndte den korte nedstigning til frokosten.

Gruppebillede på turens højeste pas

Efter frokost fik jeg mig en lille lur på en stor sten uden for messeteltet, der i dagens anledning var blevet sat op til frokosten. Til sidst blev det dog lidt koldt og der kom et par enkelte dryp, så jeg kravlede ind i teltet til de andre indtil vi skulle af sted. Turen fra frokoststedet til Toubkal Basecamp var en let nedstigning på ca. 1 time. Her var teltene slået op på nogle små terrasser uden for det franske refudge. Vi kunne bruge refudgets toiletter og bade og der var da også en lille butik hvor der kan købes slik og sodavand.

Udsigt ned mod Toubkal Basecamp

Marita har fødselsdag, så om aftenen kom der en fin fødselsdagsdessert, der bestod af kartoffelmos og halve ferskner. Oveni var der placeret 3 små lys. Det var en speciel dessert, men de andre sagde at det smagte godt nok. Martin og jeg kunne slet ikke spise mere, så vi sprang den særprægede dessert over. Det var den anden fødselsdag på denne tur.

Dag 12, kl. 15:30

Fra Basecamp til toppen af Toubkal

Så kom dagen hvor Nordafrikas højeste bjerg skulle besejres. Vækning skete kl. 5:30, inden vi kl. 6:30 begav os af sted for at nå toppen. Tre personer havde valgt at springe dagens toptur over og holde hviledag nede i bacecamp. Derfor var vi 10 deltagere, Andreas og Omar og 2 drivere der begav os op af bjerget. Driverne var med som ekstra sikkerhed, og så de kunne vende om og gå ned igen hvis nogle måtte give op undervejs. Andres ville nemlig ikke have at nogen skulle gå alene, så hellere have flere lokal og bjergkendte med op.

Det var en lidt hård tur op. Der var mange sted, også ret store sten som man skulle kravle op af. Det var ikke fordi ruten var teknisk svær, men man havde da lige hænderne på stenene ind i mellem – både for at holde balancen og for at hjælpe en op. Et sted skulle vi krydse et område med sne. Der var heldigvis trådt fodspor i sneen, så det var bare at sætte fødderne de samme steder som alle andre.  Alligevel var sneen glat og Omar stod og passede på at vi ikke gled et sted hvor sneen var gledet lidt ned og fodsporene ikke var så store.

Udsigt på vej op mod toppen

Efter det første lange stykke op kunne vi se toppen. På det sted skilte stien i to – til venstre mod Toubkal og til højre mod ”lille” Toubkal. Det så ud som om toppen var rigtigt langt væk. En lille bitte trekant på toppen af et meget stort bjerg. Det viste sig ikke at være så langt igen, for da vi først begyndte at gå, så var toppen lige pludseligt foran os og vi fik flere kræfter til lige at klare det sidste stykke. Vi klarede det. Vi gjorde det. Vi har besteget Nordafrikas højeste bjerg. Vi er vandret hele vejen op på Toubkal og er nu i 4167 meters højde. Der blev taget mange billeder og udsigten blev nydt. Det er helt fantastisk at stå på toppen af et bjerg og bare kunne se langt ud over det hele fordi der ikke er noget i nærheden er der højere. Vejret var godt med solskin, så udsigten var super god, selvom det var lidt tåget ud over bjergene. Det siges at man i klart vejr kan se helt ud til havet – det kunne vi jo så ikke fordi der var lidt tåge. Det var første gang måde Marting og jeg var over 4000 m og derfor skulle vi døbes. Det foregik ved at vi fik et lille stykke brød med peanutbutter. Det var vidst mest af alt noget Andreas lige fandt på, for der findes vidst ikke sådan nogle dåbsritualer alt efter hvor højt man er kommet op.

Endelig på toppen

Vi nåede toppen på 3½ time, som vi selv synes er ret godt når den estimerede tid er 4+ timer. Efter 40 min på toppen begyndte vi at gå ned igen. Nedturen var lidt sværere teknisk og der var mange små sten der kunne glide og store ”trin” man skulle nedad. Vi gik ikke helt samme vej som vi kom op, men også her var der et stykke med sne der skulle krydses – eller nærmere så skulle vi ned af det. Her ”stod vi på støvler” hele vejen ned. Det gik hurtigt og var rigtigt sjovt. På vej ned var der også lige tid til en sneboldkamp mellem Martin, Lukas og Omar. Nedturen tog os 2 timer og 20 minutter – oprindeligt estimeret til at tage 3 timer.

På "støvler" ned over sneen

(skrevet dag 13, kl. 18:40)

Efter ankomsten til Toubkal Basecamp var der frokost og derefter afslapning resten af eftermiddagen og aftenen. Vi fik købt et vandrekort over Høje Atlas, så det var min første souvenir, og man er da nød til at have et kort med hjem når man læser til landinspektør. Mie gik ned til Peter i Around, mens resten af os blev i bacecamp og som en nat mere.

Dag 13, kl. 18:43

Den sidste vandretur tilbage til Around og Imlil

Sidstevandredag og vi fik igen lov til at sove længe, helt til 5:45. Der er sjovt som tiden bliver en helt anden når man er af sted på den måde, for der hjemme vil det at stå op før kl. 6 være næsten helt utænkeligt. Da klokken blev 7 sagde vi farvel til driverne, som vi nok ikke rigtigt ville få at se igen, for når de nåede ned med bagagen ville de tage hjem til deres familie. De fik også de drikkepenge som vi i starten af turen havde givet til Andreas. Kl. 7:15 begyndte vi nedstigningen til Around. Det skulle tage omkring 4 timer og ikke være så hårdt. Der var det heller ikke, men nedturen tog lidt længere tid på grund af et stop i en lille landsby ca. halvvejs mellem Toubkal Basecamp og Around. Landsbyen er opstået på grund af trafikken mellem de to steder. Der blev drukket friskpresset appelsinjuice og enkelte fik handlet lidt. Vi mødte Omars søn, selvom ingen af os er helt sikre på hvad han har af familie.

Det sidste stykke af vejen var næsten en hel motorvej. Stien var nogenlunde bred og det vrimlede med mennesker og muldyr. Det var godt at der ikke har været så mange mennesker på hele turen – jeg har nydt den stille natur og mennesketomme områder.

Vel nede i Around på Mr. Laschens lodge blev vi genforenet med Mie, Peter og Kirstine. Vi fik frokost og gjorde klar til at gå ned til Imlil, og jeg kom til at købe endnu et kort – denne gang et til at hænge op på væggen derhjemme. Bagagen blev læsset på en bil, hvor også Kirstine og Jette kørte med. Vi andre gik den lille times tid ned til Imlil.

Kl. 23:18

 I imlil blev vi lidt overraskede. Det var jo en stor by med mange små forretninger og spisesteder. Der var liv og mennesker alle vegne. Sidste gang vi var her, var der meget stille og vi synes ikke at vi gik ret lang tid i byen, men denne her gang synes turen ned gennem hovedgaden at være meget længere. Vi fandt vores bus, bagagen blev læsset ind og vi fandt vores pladser. Inden vi kørte skulle vi dog lige sige farvel til Omar og Mr. Laschen. Omar fik det meste af vores førstehjælpsgrej. Vi skal alligevel hjem og lave en ny førstehjælpstaske, så vi kan ligeså godt selv købe nye renseservietter og plastre.

I bussen på vej hjem ville jeg holde mig vågen til vi nåede væk fra bjergene, så jeg lige kunne få det sidste med. Den plan holdt ikke og jeg faldt i søvn efter meget kort tid. Jeg vågnede et par gange ved at de andre sagde ”storkereder” og ”kameler”. Ellers gik busturen på 1½-2 timer fint og vi ankom til Marrakech til en varme der var meget højere end i bjergene. Her fik vi nye værelser. Denne gang nr. 34 med udsigt ud over en vej og hvis man læner sig ligt ud af vinduet kan man også se Koutobia. Et dejligt varmt bad gjorde godt, og så var vi klar til at gå ud i byen igen. Vi var på apoteket for at købe ciprofroxazin, så vi selv har det til en anden god gang vi skal af sted. Der blev også købt en læbepomade til mine meget tørre læber. Herefter var vi rundt og se lidt på boder og var inde og købe lidt. Vi fandt sælgeren fra sidst og var igen inde ved ham. Her købte jeg et stykke tøj og et tørklæde. Vi blev tilbudt the og han var meget venlig, men også utroligt nærgående. Det var lige før det overskred min grænse for hvad der er i orden.

Efter en lille pause på hotellet tog vi ud at spise sammen med Aage, Lisbeth og Nete. Vi spiste på Restaurant Le Marrakchi, der var en meget fin restaurant. Her fik vi både forret, hovedret og dessert. Forretten var en meget speciel oplevelse. Vi fik pastilla med kylling. Det var kylling indbagt i noget dej og der var rigtigt meget kanal i. Det smagte vildt godt og mindede ikke om noget jeg havde prøvet før. Da vi nåede desserten kom der et par mavedansere ind og dansede for os. En lidt sjov oplevelse. Vi betalte 600 DH, så det synes jeg ikke var så galt. Efter maden gik vi en lille runde på Djema El Fna og fik set det sted hvor bomben tidligere på året sprang. Det var en cafe lige ved siden af en moske. Ham der havde opført moskeen var også ejer af cafeen og ville nu integrere den i moskeen. Der var stadig stillaser rundt om, og i oppe over kunne man se at halvdelen af cafeens skilt stadig hang der.

Mavedanser op restauranten om aftenen

Nu er vi tilbage på hotellet og lægger os snart til at sove. I nat bliver det ikke på grund af kulde og hårde sten, at det bliver svært at sove, men i stedet på grund af den helt ulidelige varme. Vi sover kun med vores lagenposer.

Dag 14 (skrevet efter hjemkomst)

Vi gik en tur over i den nye bydel af Marrakech. Det var meget anderledes end inde i Medinaen. Store bygninger og flotte hoteller. Det var sjovt at se den del af byen også. Senere tog vi en turistbus rundt, for at se lidt andet uden at skulle gå rundt. Bussen var en dobbeltdækker ”uden tag” og man kunne høre forklaringer på de ting man så på otte forskellige sprog. Vi fik f.eks. at vide at hullerne i bymuren omkring medinaen var lavet med vilje for at sørge for luftcirkulation. Vi kom forbi banegården. Den eneste togstrækning i Marokko går mellem Marrakech og Cassablanca. Det var en meget stor og flot bygning, og den virker meget overdimensioneret i forhold til hvordan banegårdsbygningerne er i Danmark. Vi så også mange andre flotte steder, f.eks. Det royale teater, kongepalasset, og den meget store vej Ave Mohammed VI. Vi tog også den anden bustur ud til de mange plantager med palmer der ligger rundt om Marrakech. Det var dog ikke så spændende, og speakeren i bussen fra 5 minutter foran der hvor vi egentligt var. På vejen kom vi forbi store hotelområder hvorfra der et par steder var meget høj musik. Der var også en golfbane der var meget grøn i forhold til det omgivende landskab. Jeg tror at der bliver brugt rigtigt meget vand på at få den til at sådan ud, og så var der ikke engang nogle mennesker derude. Det er nok for varmt midt på dagen. 

Banegården

Huller i bymuren rundt om medinaen. Medinaen er inde bagved

Om aftenen var der fælles afslutningsmiddag på hotellet hvor vi snakkede lidt om hvordan vi synes turen var gået. Jeg fik samlet mailadresser ind, så vi kunne dele billeder mm når vi kom hjem.

Dag 15 (skrevet efter hjemkomst)

Nogle af de andre havde hørt om et sted hvor der var faste priser på varerne og sammen med Lukas og Merete gik vi derhen. På vejen mødte vi en bager der gik rundt med chokoladecroissanter, kan gav en til os hver, men pludseligt ville han have helt vildt mange penge for det. Det synes vi ikke kunne være rigtigt, så det endte med at vi gav ham de 9 DH vi lige havde i lommen og gik videre. Markedet med faste priser lå i en stor bygning med en åben plads inde på midten. Det var rart at gå rundt og se på tingene der. Man kunne med det samme se prisen og sælgerne kom ikke med det samme og tog fat i en eller prøvede at sælge alt muligt som man ikke havde set på. Det var et sted med nogle meget flotte malerier, og vi overvejede at købe et, men de havde kun motiver fra Marrakech eller ørkenen og det var jo ikke lige det vi har oplevet mest af her i Marokko. Vi ville hellere have haft et fra bjergene. Vi købte en lille tagine som vi kan have stående derhjemme og minde os om turen. Det blev også til at par sutsko af læder og med runde snuder til både Martin og jeg. Mine er turkis-blå med perler foran. Da vi købte dem var både højre og venstre sko helt ens og det var lidt lige meget hvilken sko man tog på hvilken fod. Efter jeg har gået lidt med dem har de tilpasset sig min fod. 

Vi spiste frokost på KFC og brugte meget lang tid på det, for der var dejligt køligt derinde. Nu ville vi egentligt bare gerne hjem og med flyet mod Danmark, så vi satte os og ventede på hotellet. Omkring kl. 16 kørte vi fra hotellet og til lufthavnen. Vi tjekkede ind og stod i kø i lang tid for at veksle vores marokkanske dirham om til Euro – man må jo ikke tage dem med ud af landet. Sikkerhedskontrollen var delt op i mænd og kvinder, og der blev mærket efter på alle personer. Til gengæld blev der ikke sagt noget til at mange havde flasker med vand med ind.

På vej ud til flyet

Fra lufthavnene skulle vi igen selv gå ud til flyet og kunne derfor lige mærke den sidste varme fra Marokko inden vi fløj hjemad. Vi fløj kl. 19:20 og landede i Danmark kl. 00:45 dansk tid. Vi ventede på vores bagage, og fik sagt farvel til de andre efterhånden som de fandt deres bagage. Martins bagage kom aldrig frem og vi måtte derfor hen og melde at den ikke var der. De fik en masse oplysninger og hvordan tasken så ud, så de kunne sende den op til os når den dukkede op – der var nemlig ikke nogen meldinger om at den ikke skulle have været med flyet. Vi blev hentet af min farmor og kunne lige nå at sove et par timer derhjemme inden vi tog toget hjem til Nordjylland. Hvis vi skulle være taget direkte hjem med toget fra lufthavnen skulle vi vente en time i Fredericia og en time i Århus, så vi synes det var bedre at sove lidt hos min farmor inden.

Martins taske dukkede op tirsdag aften, så det fungerede jo helt fint, men det var lidt mærkeligt kun at rejse hjem med en taske. 

Et sidste farvel til Marokko