Marokko - Del 2

Dag 6, kl. 20:54

Dagens vandring

Dagens startede tidligere end normalt. Allerede kl. 5:15 ringede vækkeuret og vi fik pakket sammen og var klar til at spise kl. 6 og gå kl. 6:30. Foran os ventede der en længere formiddag med ca. 3 timer opad og 2 timer nedad. Vi forlod Oukaimeden i halvmørke og så solen stå op over bjergene. Udsigten blev som sædvaneligt bedre og bedre jo højere vi kom op og kulminerede i passet Tizi’n’Ouhatter (3130m) med et fantastisk view ud over en stor dal med mange bjerge i baggrunden. De to nordmænd lærte os at de i Norge kaldet det blåner når man han se flere bjergtoppe bag hinanden. Det hedder blåner fordi bjergene bliver mere og mere blå jo længere væk de er. Når man tæller blånerne skal man se i en lige linie. Marita sagde senere at hun havde set 12 blåner fra passet – helt fantastisk.

Super flot udsigt. Læg mærke til blånerne - man kunne se mange flere i virkeligheden

Herfra begyndte nedturen gennem et godt og barsk terræn. Der var mange sten, men med stavene til hjælp fandt jeg til sidst en god rytme og fik en god fart på benene. Desværre gik gruppen lidt for langsomt, så der var mange stop for at vente på plads til at gå. Det var hårdt for benene at gå det langsomme tempo og hele tiden stoppe op og vente. Den norske duo og Karin nærmest løb ned af bjerget sammen med Muhammed. Det gik dog lidt for hurtigt for mig, men Martin ville nok godt kunne følge med dem.

Frokosten blev holdt i skyggen fra en gruppe valdnøddetræer og vi fik pasta farvet med safren og linser. Pausen blev derudover brugt på afslapning og læsning. I det næsten udtørrede vandløb sad en mand og ventede på at en anden mand og en dreng kom med deres muldyr og æsel, så han kunne læsse sand i deres kurve. Æslet var ved at gå i vores køkkenkurv på rov efter lidt mad, men Martin opdagede det og så fik Omar jaget det væk.

En time op og ½ time ned, og så var vi fremme ved dagens lejr ved Labasserne. Her bor vi på en lille terrasse med et lille hus der både har ’toilet’, køkken og opholdsrum. Der er en fantastisk udsigt over landsbyen og dalen. Med ankomsten til denne landsby var det lidt som at komme tilbage til middelalderen eller sådan noget. Der var intet strøm og ingen veje hvor biler kunne køre dertil. Alt foregik som vi ville sige ”i gamle dage”.  Får og geder var på bjergene om dagen og kom hjem om aftenen for at tilbringe natten i landsbyen. På tagene af husene blev der tørret hø, og børnene sad og snakkede på kanterne af terrasserne, når de ikke lige skulle hjælpe til med noget.

Vores lejrplads ved Labasserne

Martin og jeg kravlede op til en lille smule vand og fik skyllet noget tøj op. Senere på aftenen var det vandfald meget større og senere igen var det helt væk. Vi tror at der på toppen er en mulighed for at regulere hvor meget vand der skal komme igennem, eller også har det noget at gøre med deres vandingssystem.  Aftensmaden var suppe, ris og grøntsager med ananas til dessert. Vi havde glemt at få en præsentation af vores drivere, så de kom ind efter maden og så var der navnerunde hele vejen rundt. Jeg kan ikke huske hvad de hed, men der var et par der hed Omar og et par der hed noget lignende Lassen. En af dem skulle være god til at spille musik, så vi skulle da lige have et nummer. De kom alle sammen med gryder, dunke og dåser og så blev der spillet, sunget og danset. Vældigt hyggeligt og sikke en rytme de har til bare lige at kunne spille på hvad der nu er tilgængeligt. Det kunne man godt bruge noget mere af i Danmark.

Lige inden det blev mørkt så vi landsbyen gøre klar for natten, ved at drive byens geder ned fra bjergene. Nu (21:11) vil jeg snart se på stjerner og krybe i seng, så jeg er klar til endnu en dag i morgen.

Tilføjet senere: Det var nogle flotte stjerne og det lykkedes mig at finde Karlsvognen på himlen.

Dag 7, kl. 21:40

Dagens vandring fra Labasserne til Tacheddirt

Vækning kl. 5:15 var åbenbart ikke en engangsoplevelse dagen før, hvor vi troede at det var tidligt. Det er nok nærmere den tid vi kommer til at så op de fleste dage for det var også på det tidspunkt vi startede i dag.  Kl. 6:30 startede vi dagens vandring op gennem kløften mod passet Tizi’n’Tacheddirt i ca. 3200 meters højde. Det skulle efter planen tage ca. 4 timer at gå op, men det tog lidt længere tid fordi der desværre blev gået i et meget langsomt tempo. Det var hårdt og tog på kræfterne når det kun gik fremad i sneglefart. På toppen af passet var der en overraskelse. Der sad en mand og solgte cola og chokoladebarre, godt nok til dobbelt pris af hvad vi ellers har givet for det, men det var jo også blevet transporteret helt derop. 20 DH i stedet for de normale 10 DH. Vi købte en mars og Lukas blev meget glad for både cola og snikers. Det var koldt på toppen hvor der var meget vind, så vi sad og krøb sammen bag en sten, inden vi igen gik videre nedad.

En dejlig udsigt

Det var ca. 2 timers gang ned til frokost. Vi fik lov til at gå med de hurtige og det var rart at få lidt fart på fødderne, selvom det godt nok kræver øvelse hvis man skal gå rigtigt stærkt. De tre spurtere var dog lidt for hurtige til at Merete og jeg helt kunne følge med, men det var bedre end at gå langsomt ned. Det tog os ca. 45 minutter at gå ned.

Frokosten blev holdt under en kæmpestor sten der gav god skygge. Ved siden af løb et vandløb hvor der var nogle små opdæmmede pools. Nogle var helt i, men det var iskoldt så vi nøjedes med at dyppe tæerne. Jeg havde det ikke så godt ved frokosten, frøs en del og var begyndt at få lidt ondt i hovedet. Lige inden vi skulle af sted igen kom der en lille kort regnbyge, der dog ikke nåede at gøre nogen våde. Fra frokoststedet til næste camp var der ca. 1½ time. Alt i alt har vi i dag gået 1000 meter op og derefter 1000 meter ned. På det sidste stykke af stien inden vi om ned til en vej ventede der os lidt af en uforing. Stien vil skulle gå på var væk og i stedet var der en næsten lodret klippeside på ca. 3m.. Omar og Muhammed fik hjulpet os ned af siden, så vi fik en lille ekstra klatretur for pengene. En lille gruppe gik tilbage af stien og ned et andet sted hvor det var lettere. Omar var overrasket over at stien var væk, for sidste gang han gik der var den der. Det så ud som om den er blevet fjernet eller sprunget væk i forbindelse med at bygge et vandrør ned under vejen til det vand der kommer fra bjergene.

Stenen vi holdt frokost under/i skyggen af

Da vi kom frem til ”campen” fik vi endnu en overraskelse. Vi skulle ikke sove i telt, men på et lodge i Tacheddirt som også er ejet af Mr. Laschen. Og sikke et lodge. Det første var godt og flot og alt det der, men det her var virkeligt smukt – nærmest et helt slot mellem alle de små huse i landsbyen. Udefra lignede det ikke noget særligt, men ligeså snart man kom inden for var det utroligt smuk og terrassen lå med udsigt over hele dalen. Vi sover igen i 4-mands værelser på madrasser på gulvet, men efter liggeunderlaget i teltet er det jo meget luksus. Der er også både rigtige toiletter og brusebade. Det var rart lige at blive skyllet igennem og hjalp på mit tunge hoved. Der var også mulighed for at købe chips, sodavand og chokolade.

Mig på terrassen på lodgen i Tacheddirt med de smukke bjerge i baggrunden

Kort efter vi var ankommet lød de første tordenskrald og snart stod det ned i stænger. Det var en kort voldsom byge der gjorde alting meget vådt. Det var godt at vi var kommet i tørvejr på lodgen med alt vores bagage. Terrassen var dog hurtigt tør igen, og vi kunne sætte od udenfor til the, kiks og popcorn. Aftensmaden bestod af den sædvanlige suppe, der med ekstra salt smager godt. Herefter kylling, kartofler og grøntsager inden der var frisk melon. Efter maden synes Lisbeth at vi skulle lege en leg hvor hjerne og krop skulle arbejde lidt sammen. Det resulterede i lidt sang/koordineringslege hvor vi til sidst havde både Omar, Muhammed og Mr. Laschen med.

Regn set gennem døren ud til terrassen

Det er Netes fødselsdag i dag, så i morges blev der sunget fødselsdagssang, og Marita satte et norsk flag fast på tasken. Kl. 21 havde vi fået besked på at samle os indenfor, for der ville være en overraskelse. Det viste sig at være en kage-agtig ting bestående af små kager/brød og gebisser af sukker. De smagte ikke så godt, men sjovt var det. Nu vil jeg sove for der er en hård dag i morgen og vi skal tidligt op.

Dag 8, kl. 21:15

Denne dags vandring op over et meget vindblæst pas

Kirstine har i flere dage ikke haft det så godt og har haft problemer med vejrtrækningen, særligt op opstigningerne. De næste 3 dage er der ingen mulighed for at komme væk fra ruten uden helikopter, så derfor tog hun til lægen i Marrakech i dag. Peter har heller ikke haft det helt godt og har døjet lidt med hovedpine og svimmelhed. Derfor besluttede han at tage tilbage til lodgen i Around og blive der indtil vi kommer forbi igen. Måske går han op til os ved Toubkal Basecamp for at forsøge sig med toppen, men det finder vi ud af til den tid. Det betyder at vi nu er 13 tilbage i gruppen plus vores turleder Andreas.

Da jeg skrev at vi skulle tidligt op i går, mente jeg virkeligt tidligt, tidligere end de andre dage. Allerede kl. 4:45 blev vi vækket for at være klar til afgang kl. 6. På det tidspunkt var det stadig halvmørkt og flere havde pandelamper på da vi gik af sted. Formiddagen bød på en hård vandring med 5 timers opstigning, fra 2300m til 3555m, lige omkring 1200 højdemeter. Starten på dagen gjorde den ikke mindre hård, for kort efter afgang var stien spærret af et krat vi ikke kunne komme igennem. Derfor måtte vi gå ned gennem et udtørret vandløb for bagefter at gå op over terrasserne med korn og majs. Det gjorde at dagen startede hårde end forventet, fordi vi måtte gå et stykke ned for derefter at gå op igen.  Vejret var ’køligt’ og det begyndte at smådryppe, så jeg tog jakken på. Med mit lidt skrantende helbred ville jeg ikke tage nogen chancer, så jeg beholdte jakken på selvom det ikke blev til mere vand. Den hjalp også mod den kølige vind der blev koldere efterhånden som vi kom tættere på toppen. Det var en hård optur gennem et stenet og  barskt landskab uden noget vegetation. Jo nærmere vi kom passet jo mere blæste det og nogle gange kunne et vindstød gøre det svært at stå fast på stien. Her var jeg meget glad for mine stave der fungerede godt som ekstra ben og støtte når der kom store vindstød.

Morgensolen der stille kravler op over bjergene og her giver et helt fantastisk lys

Endelig nåede vi passet Tizi Likemt, og var kommet de 1200 højdemeter op. Det blæste det utroligt meget og vinden fik sand og småsten til at flyve op i ansigtet på os. Der var et stengærde på den ene side af passet hvor vi kunne sidde bag og være i lidt læ for vinden. Her holdt vi pause, spise en lille snack-frokost (brød, sardiner og ost), tog billeder og nød udsigten. Colamanden fra i går var igen klar med sodavand og chokolade. Han havde overhalet os på vejen op, og vi fik af vide at den anden mand der fulgte med han og gik bag deres æsel var blind. Jeg ville ikke bryde mig om at gå på de stier hvis jeg ikke kunne se, men han gik sikkert fremad og har nok været vandt til at gå de steder hele livet.

Pause i passet Tizi Likemt 

Martin og jeg der prøver at stå fast i vinden

Fra passet ville der være ca. 2 timer ned til næste lejr ved Azib Likemt i 2700 meters højde. Da vi skulle af sted var det godt pakket ind i hætte, buff og briller for at undgå sand og småsten.  Nogle havde lidt svært ved at stå fast, men så tog Muhammed fat i armen på dem og nærmest løb ned af bjerget til de kom ned hvor der var knap så meget vind. Omar havde også fat i et par stykker og til sidst kom alle ned hvor det var til at gå. Landskabet startede også på denne side meget goldt og stenet. Jo længere vi kom ned jo grønnere blev der og vi holdt en lille pause ved et vandløb. På ved til lejren gik vi forbi nogle fåre- og gedehyrder der var ved at lave the over et lille bål. Lige inden vi kom frem gik vi igennem en sommerlandsby, hvor en hund gjorde meget ud af at gø af os. En flok piger og kvinder var ved at høste på en terrasse og Omar snakkede lidt med dem. De grinte af det han sagde, selvom jeg også har på fornemmelsen at de grinte af os.

Vores lejr ligger ved siden af en mindre flod, her er meget stenet og det blæser så meget at toiletteltet ikke kan stå oprejst og hele tiden lægger sig ned, selvom Martin og Andreas flere gange forsøgte at få det til at stå. Fordelt i teltene fik vi en god tiltrængt frokost med pasta, linser, salat og sardiner, inden jeg også nuppede en tiltrængt lur i messeteltet. I floden var der nogle steder hvor vandet havde samlet sig i små ’søer’ hvor det var muligt at komme helt ned under vandet. Martin var i mens jeg sov, og bagefter var jeg også selv en tur under. Vandet var iskoldt så det tog mig meget lang tid at komme helt ned under, men dejligt var det. Ved siden af lejren var der et lille udsalg, som vi kaldte nærbutikken, for der lå nemlig også en lidt større på den anden side af floden. Her købte vi lidt sodavand, kiks/vaffel.

Det kolde kolde vand

Dag 9, kl. 21:46

Dagens vandring

Vækning til normal tid kl. 5:15, morgenmad og afgang kl. 6:30 til turens længste vandredag på omkring 8 timer, men uden specielt hårde op- eller nedstigninger. Vi fulgte vandløbet op gennem dalen, hvor der var meget frodigt med græs og masser af planter. Det var behageligt og stigningen var ikke ret stejl, til gengæld skulle vandløbet krydses mange gange. Her hoppede Martin næsten ud midt i vandet og hjalp de andre over, selvom han selv fik våde støvler og strømper de steder hvor støvlen ikke var helt tæt. Efter 4 timers let opstigning nåede vi passet Tizi’n’Ououraine i 3150m, hvor der var udsigt til Toubkal.

Toubkal er bjergtoppen lige over vores hoveder

Nu var der ca. 3 timers vandring ned til landsbyen Tagounite hor vi skulle spise frokost. Landskabet virkede goldt, men der var mange små blomster og planter mellem de mange sten. Frokosten blev holdt et stykke oppe langs et vandløb, og børnene i landsbyen spurgte efter kuglepenne. Inde i landsbyen var der en lille forretning der prøvede at sælge os sodavand, og da han fandt ud af at vi ville stoppe og spise frokost sendte han en dreng efter os med en spand fyldt med cola og fanta som han kunne sælge os. Det var en meget charmerende dreng og jeg tror næsten at han fik udsolgt selvom jeg ikke købte noget i denne omgang. Der blev taget lidt billeder af ham, og han synes at det var sjovt at se billeder fra Marrakech på Lisbeths kamera.

Efter frokost var der en time ned til lejren ved byen Amsouzerte, et sted hvor flere mindre floder mødtes. På vej derned var der en lille lokal dreng der var faldet og havde slået hul i hovedet. Omar, Marita, Bogny og Merete var straks i gang med at lappe ham sammen igen med sommerfugle og forbinding omkring hovedet.

 Lejren var på campingplads hvor vi kunne sidder under halvtag ved borde og stole og spise. Der var også et toilet, men bare sådan et der kræver benmuskler når man sidder på hug.  Vi boede lige ved siden af floden, så vi var nede og skylle noget tøj op, og bade lidt. Eller det vil sige Martin var i vandet – jeg synes at det var for koldt.  Aftensmaden stod på lam, for i går var Omar sent om aftenen kommet gående med et lam og spurgt Andreas om han ville købe det for omkring 800 DH. Det ville han, så der sent op aftenen blev lammet slagtet, så vi i dag kunne få glæden af kød til aftensmad.

Nede i byen var der en større butik, efter de udsalg vi før har været forbi. De brugte et sindrigt system af vandslanger og løbende vand til at holde deres drikkevarer kolde. Her købte vi mere toiletpapir, sodavand og chips. Da vi gik tilbage kom der pludseligt to andre danskere gående og spurgte efter centrum. De havde været på Toubkal tidligere og var nu på vej videre.

En dejlig udsigt

Dag 10, kl. 17:28

Dagens vandring forbi Ifni søen

I dag fik vi lov til at sove længe - helt til kl. 5:45. Der var morgenmad kl. 6:30 og afgang kl. 7. Campingpladsen var et dejligt sted at sove, for der var græs under teltene og ingen hårde sten. I dag skulle vi forbi Ifni-søen, den eneste bjergsø i Høje Atlas. Der skulle være ca. 1 times vandring gennem de små landsbyer og derefter 1½ time op over en lille bakke før vi ville se søen.  Vi nåede dog ikke helt ud af landsbyerne før der var stop for toiletbesøg og inden vi fik set os om var der the på bordet ved den lille udskænkning. Derefter kom han også med brød og en rigtig god honning. Den var ikke blevet slynget, så der var stadig ”bikubber” i. Den smagte super godt og skulle efter sigende være en meget fin og dyr honning til ca. 600 DH pr. kg. På trods af det skulle vi kun betale 100 DH for det hele for os alle sammen. Andreas fortalte os at det var her Topas tidligere har overnattet inden campingpladsen i Amsouzerte blev etableret.

En lille butik der hvor vi fik the og honning

Jeg synes at opstigningen var lidt hård i dag. Det var varmt og mine ben føles som bly – de var i hvert fald svære at få gang i. Da vi nåede toppen kunne ve se ud over Ifni-søen. Den havde en helt fantastisk tyrkisblå farve. Der var en lille butik hvor nogle købte chokolade, inden vi fortsatte 1-1½ time mere rundt om søen til den modsatte bred. Derovre var der små butikker og ”rum” hvor der kunne slås telte op – men det var ikke her vi skulle sove, vi skulle nemlig lidt højere op for at nå lejren. Nogle var hurtigt i badetøjet og hoppede i vandet med det samme. Vi ventede til efter frokosten, der blev spist ved borde og stole i et af ”rummene”. Efter maden blæste det op og det fløj rundt med sand og alt blev helt tilsandet. Selvom det blæste skulle vi i vandet, for hvor tit har man lige chancen for at bade i en kold sø højt oppe i bjergene? Der var kommet små fine bølger på søen og den var blevet mere brun end blå inden ved kanten. Det var koldt og det tog mig lang tid at komme under, men jeg gjorde det til sidst. Det var en lang frokostpause der derudover blev brugt på kortspil og at fylde sukkerdepoterne op.

Den meget flotte Ifni sø. Farverne var så flotte blå og turkise

Kl. 15:20 var der et lille ophold i blæsevejret, så det blev besluttet at nu var det rette tidspunkt at fortsætte dagens vandring. Ve begyndte at gå den sidste time op med lejren gennem et stenet og lidt besværligt terræn at gå i. Vi gik i et udtørret flodleje hvor sten lå hulter til bulter mellem hinanden. Vejret holdt og tiden gik hurtigere end vi havde regnet med for lige pludseligt var lejren der foran os og vi kunne finde vores bagage og et telt. Vejret holdt, selvom det begyndte at dryppe lidt da vi nåede lejren. Det blev dog heller ikke til noget rigtigt regn før sent om aftenen da vi var på vej i seng i teltene. 

Kan i finde vores telte mellem alle stenene?

Videre til Del 3